Thomas Mann og musikken | Niels Bille Hansen

Musikken og især Richard Wagner spillede en meget stor rolle i Thomas Manns liv og forfatterskab. “Jeg skaber så megen musik, som man med rimelighed kan skabe uden musik”, skriver Mann. Han regner sig blandt digterne til musikerne.
Denne bogs fire første hovedkapitler behandler romanen Buddenbrooks, novellerne Tristan og Vølsungeblod og romanen Trolddomsbjerget, alle ud fra synsvinklen ‘musikken’, hvilket langt hen ad vejen vil sige Richard Wagner. Det er ham, Thomas Mann tænker på, når han i sin store musikerroman Doktor Faustus skriver: “Den højeste passion gælder det absolut suspekte”, og om Manns livslange “entusiastiske ambivalens” i forhold til Wagner handler det femte kapitel, som også beskriver, hvor skæbnesvanger denne ambivalens blev for Thomas Mann og hans familie efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Doktor Faustus er emnet for bogens sjette kapitel; romanen skildrer i en art parallelforløb komponisten Adrian Leverkühns og Tysklands skæbne i første halvdel af det 20. århundrede.Thomas Mann har gennem hele sit forfatterskab – direkte og indirekte – beskæftiget sig med musikken, dens væsen, dens gåde. Den store ironiker har fået sin livsholdning bekræftet og underbygget ved musikkens principielle tvetydighed.
Niels Bille Hansen (født 1932) er cand.mag. i dansk og tysk. Har undervist i gymnasieskolen, lavet udsendelser i Danmarks Radio om Thomas Mann og musikken og undervist i Thomas Mann på Folkeuniversitetet. Medstifter af Det Danske Thomas Mann Selskab.